Om Sorø Bådfart og besætningen på Ll Claus.

Historien bag skibsfarten på Sorø Sø og “Lille Claus” og portrætter af de frivillige bag.

Rutesejladsen på Sorø Sø går tilbage til 1870, hvor Smedemester Friis startede med en 9 meter lang dampbåd af jern. Båden hed Ægir og blev bygget på Nommesens maskinfabrik her i Sorø. Som nævnt blev den overtaget af aktieselskabet Parnas og fik en benzinmotor, da passagererne nær blev skoldet af dampen fra maskinen.

Ægir og dens søsterskib Ran, en klinkbygget træbåd som kom til i 1905, klarede sejladsen helt frem til 1971 kun afbrudt af brændstofproblemer under verdenskrigene. Under 1. Verdenskrig ordnede man det ved at ansætte folk til at ro Ran til Parnas, men under 2. Verdenskrig måtte man forsyne Ægir med en elektromotor, som kunne klare turen frem og tilbage på en opladning.

I 1997 forlod Lille Claus kanalrundfarten i København for at føre de stolte traditioner videre på Sorø Sø. Da havde tursejladsen ligget stille i 26 år.

om soroe bådfart

Besætningen

Sorø Bådfart er drevet af frivillige og er 100 % selvkørende.

I skrivende stund sørger 11 frivillige for at føre båden, sælge billetter og servicere gæsterne, føre det lovpligtige regnskab, sørge for at holde båden i god stand, indkøbe og sælge drikkevarer og hvad der ellers bruges.
Vi er alle iklædt de samme blå uniformer, men under kasketterne gemmer sig
en broget samling individer af begge køn, forskellige personlige og erhvervsmæssige baggrunde og aldersmæssigt spænder vi fra 45 til 80. Nogle er stadig aktive på arbejdsmarkedet og andre bruger en del af deres otium på at holde Lille Claus sejlende og i fin stand.

Udover den lovpligtige generalforsamling og den årlige uddannelsesdag, mødes vi nogle gange om året til altid underholdende og hyggelige festligheder.

Vi mangler i øjeblikket dækspersonale, så hvis det lyder som noget for Dig, eller en Du kender, er du mere end velkommen til at skrive til foreningens formand, Lasse Aufeldt på infobaadfart@gmail.com.

I løbet af sommeren ´24 vil vi tegne et endnu tydeligere billede af menneskerne bag (og i) båden via miniportrætter af nogle af dem.

Som den allerførste i denne lille portrætserie vil vi præsentere : Kim.

Udover at glimre ved med sine 45 år pt at være yngste frivillige, er han samtidig en af dem, der har været det længst.

Kim fortæller videre:

“Jeg er uddannet skibsfører og har indtil 2009 sejlet langfart i Mærsk på hhv. container og supplyskibe.

I dag er jeg civilt ansat i Forsvaret ved VTS Storebælt, som står for farvandsovervågningen af Storebælt og beskyttelse af Storebæltsbroen.

Jeg har været aktiv i Sorø Bådfart siden 2007 og nyder at sejle med Lille Claus, da humøret altid er højt om bord og vi alle snakker pænt til hinanden. Kontakten og dialogen med vore gæster om bord er jeg rigtig glad for og kan man give de mindste af vore gæster en god oplevelse, hvor de får lov at styre Lille Claus og får et Skipper Medhjælper Diplom, så har man en glad følelse indeni:-)”

 

Næste levende billede i portrætserien er Lasse, der udover af og til at være at finde bag rattet på Lille Claus også er formanden for Foreningen Soroe Baadfart af 1997, også kaldet Sorø Bådfart.

Det er således ham, man skal kontakte, hvis man godt kunne tænke sig, at være dækspersonale på Lille Claus.

Lasse tog i 1965 sætteskippereksamen af 2. grad på Frederikshavn Skipperskole, blev herefter ansat i fiskerikontrollen i Næstved og var via denne rundt overalt i kongeriget, bortset fra de nordatlantiske øer. Efter 47 år i fiskerikontrollen, var han i 3 år selvstændig og vejledte fiskere i forhold til Eu- og dansk lovgivning på området, hvorefter han øjnede en mulighed for at komme til at blive en del af mandskabet på  Lille Claus.

Udover at Lasse kan bryste sig med den fornemme titel af formand, har han også modtaget hendes majestæts fortjenstmedalje i sølv efter 40 års tro tjeneste i fiskerikontrollen.

Lasse har været en del af mandskabet på turbåden siden juli måned 2014 og har således i 10 år kunne nyde Sorø Sø og at gøre en forskel for gæsterne på Lille Claus og de øvrige frivillige i Sorø Bådfart.

Han er endnu et godt eksempel på, hvor broget og mangefoldigt vidende en gruppe, der udgør de frivillige bag Sorø Bådfart. Lasse rundede de 80 år denne sommer.

Blandt de nyeste blandt de frivillige er Mogens.

Mogens er 79 år, pensionist og flyttede til Sorø i foråret 2023. Her opdagede han hurtigt Lille Claus og startede som 2. mand/dæksdreng i juni samme år.

Mogens har blandt andet kørt som turistchauffør i over 20 år og som bybuschauffør i over 10 år og siger selv:

“Jeg nyder at sejle med Lille Claus og have kontakten med de mange glade gæster og kolleger. Det minder meget om alle de år, jeg har kørt turistbus, og som pensionist er det vigtigt at holde sig i gang med noget, som man ikke går helt i stå.”

Udover at bidrage med sin erfaring indenfor service-branchen, bidrager Mogens også med at have både hænder og hoved skruet godt på. Dette er vigtige kompetencer, når man har med en båd som Lille Claus at gøre.

 

Cookies

Vi sætter ikke cookies på denne side, men anvender lokal simpel statistik.

You may choose to prevent this website from aggregating and analyzing the actions you take here. Doing so will protect your privacy, but will also prevent the owner from learning from your actions and creating a better experience for you and other users.